En dampmaskine til hjernen

Forord

En dampmaskine til hjernen

PÅ OTTE MÅNEDER gik den svenske AI-virksomhed Lovable fra nul til 682 millioner kroner i omsætning. Det gjorde den til verdens hurtigst voksende startup – nogensinde. Årsagen er, at folkene bag har forstået præcis, hvad der er nøglen til nutidens AI.

Lovable tilbyder en tjeneste, hvor brugerne ved hjælp af naturligt sprog bygger apps og hjemmesider uden at skulle programmere. Ikke bare en prototype eller skitse, men fuldt funktionsdygtige løsninger med betalingstjenester, nyhedsbreve og alt, hvad man kan forestille sig.

Det, der tidligere var et omfattende og dyrt projekt, som krævede specialviden, kunne nu gøres af hvem som helst. Det udløste en bølge af iværksætteri, da tusindvis af mennesker gik i gang med at omsætte idéer til virkelighed.

Nøglen er sproget. At vi nu kan bruge vores menneskelige sprog til at give os evner, vi ikke havde før. Generativ AI frigør menneskeligt potentiale. Tonedøve kan skabe musik. Ordblinde kan skrive smuk prosa. Farveblinde kan male som Picasso.

Denne kreativitet har tidligere været spærret inde i vores hoveder. Det har krævet tusindvis af timers målrettet træning at blive en dygtig musiker, og selv da kan man ikke skabe alle former for musik. En klassisk pianist er ikke automatisk også en dygtig rapper. Ved at bygge bro over kløften mellem intention og evne åbner AI for en verden, hvor vi uanset fysiske eller kognitive udfordringer i højere grad kan bidrage med vores unikke kreativitet og innovation. Og ikke nok med, at vi får nye evner, vi bliver også bedre til dem, vi allerede har. Vi løfter os selv til næste niveau.

Når dette sker for milliarder af mennesker, udløses en massiv bølge af kreativitet, som vil omforme verden og påvirke alle dele af samfundet. Resultatet er en større forandring end internettet. Vi vil se flere fremskridt og en hurtigere udvikling. Menneskeheden har tidligere oplevet fire accelerationer, og nu træder vi ind i den femte.

Dampmaskinen var en afgørende del af den fjerde acceleration, den, vi kalder den industrielle revolution. Før den blev opfundet, byggede næsten al fysisk forandring i verden på biologiske muskler – vores egne eller dyrenes. Ganske vist havde vi hjælpemidler som blokke og taljer, men det var stadig musklerne, der gjorde arbejdet. Det virkelig omvæltende ved dampmaskinen var, at den øgede vores evne til at udøve kraft på vores omgivelser dramatisk. Det var ikke en lille forbedring, men gentagne mangedoblinger. Den første dampmaskine, som pumpede vand ud af en mine, erstattede 500 heste. Og den var frygteligt ineffektiv sammenlignet med de dampmaskiner, der senere blev udviklet.

Den dampmaskine havde et klart anvendelsesområde, men der lå ingen teori bag. Man vidste, at den virkede, men ikke helt hvorfor. Først mere end hundrede år senere begyndte vi at udvikle en teoretisk forståelse, som gjorde det muligt at forbedre den. Lokomotivet fra slutningen af 1800-tallet var stadig en dampmaskine, men langt mere effektivt takket være ny viden inden for termodynamik og ingeniørkunst.

Udviklingen af kunstig intelligens minder meget om dette. Det er første gang, det for alvor er lykkedes os at øge kapaciteten i vores biologiske hjerne mangefold. Ganske vist har vi haft computere og lommeregnere og AI, der spillede skak, men de svarer til blokke og taljer: værktøjer, der hjalp os, men intet paradigmeskifte, ingen faseovergang.

AI giver os noget helt andet. Nutidens sprogmodeller udvider vores kognition på en måde, som ikke tidligere har været mulig. De virker, de er nyttige, men vi forstår endnu ikke helt, hvordan. Vi mangler stadig en dyb teoretisk forståelse, og modellerne er sandsynligvis temmelig ineffektive. Vi har allerede set, hvordan kolossale modeller kan erstattes af betydeligt mindre modeller, der fungerer næsten lige så godt, hvilket tyder på, at der er et stort forbedringspotentiale.

For første gang har vi opfundet en maskine med evnen til at ræsonnere. Ved traditionel programmering udtænker vi mennesker på forhånd alle mulige scenarier og skriver instruktioner til computeren. Sprogmodeller – og maskinlæring mere generelt – kan håndtere uforudsigelige situationer, ting, som ingen på forhånd har programmeret eller så meget som tænkt på.

Denne forandring bliver den største hidtil i verdenshistorien. Årsagen er, at AI er gået fra at være for de få til at være for alle. Maskinerne er begyndt at forstå menneskenes sprog, og derfor kan alle bruge AI. Takket være internettet behøver vi ikke opbygge distributionen af dette værktøj – enhver med en internetforbindelse kan bruge det. Selvom vi står ved begyndelsen af så stor en acceleration, er det forbløffende få, der begriber forandringens omfang. Hvis man har overset betydningen af, at kommunikationsbarrieren mellem menneske og maskine er brudt, overvurderer man nutidens mangler og undervurderer morgendagens evner.

Så kan det lyde sådan her: »AI-hypen er grotesk. Vi er nødt til at begynde at tale klart. AI er ikke magi. Det er ikke intelligens. Det er ikke nogen revolution. Det er et værktøj, intet mere.«

Der findes selvfølgelig reelle problemer, som påvirker, hvor anvendelige AI-modellerne er. Nogle konsulenter sælger produkter, som endnu ikke kan levere det, de hævder. Vi kan ende i noget, der minder om dotcom-boblen, hvor der skabes store forventninger om hurtige gevinster, som så ikke bliver indfriet i tide. Men det drejer sig om midlertidige problemer, som vil blive løst eller mindsket. Flere virksomheder gik konkurs, da dotcom-boblen bristede, men internettet bristede jo ikke. Listen over verdens mest værdifulde virksomheder er i dag fuld af techvirksomheder.

AI er groft underhypet, mener jeg.

En anden gruppe pessimister er langt farligere. De har nemlig evnen til at bremse hele AI-udviklingen. De tror, at AI vil føre til menneskehedens undergang. Med stor dygtighed har de overbevist andre om denne ekstreme holdning, hvilket har bragt den helt op på det højeste globale politiske niveau.

Jeg har undersøgt, hvor deres dommedagsprofeti stammer fra, og hvordan den er blevet så succesfuld. Det er en fascinerende og lærerig historie om, hvordan to meget sære mennesker – en svensker og en amerikaner – formåede at gøre et tankeeksperiment til politik. Eksperimentet går ud på, at en AI får til opgave at fremstille papirclips og derfor udrydder alt liv og omdanner hele universet til papirclipsfabrikker.

Andre pessimister mener, at AI vil erstatte os og føre til massearbejdsløshed. En, der ofte får at vide, at hun er i færd med at gøre sig selv arbejdsløs, er Sasha Stiles. Hun er digter og kunstner og har været pioner inden for brugen af AI til at skabe poesi.

»Jeg bruger ikke AI til at erstatte det, jeg elsker at lave, eller blot til at gentage det, jeg allerede kan. Jeg bruger det til at forsøge at skrive en form for poesi, som jeg endnu ikke ved, hvordan man skriver,« siger hun.

Det er det, vi altid har gjort. Vi opfinder teknologi for at kompensere for vores biologiske mangler, så vi kan få mere ud af det at være menneske.

AI er kun lige begyndt at frigøre vores potentiale. Lovable er blot et af de allerførste eksempler på det. Mange flere vil følge.

Det stopper ikke der. Ved en omvæltning som denne vil store dele af samfundet forandre sig. En ny æra har brug for nye ledere og pionerer. Hvis du ved, hvordan du vil påvirke fremtiden, er din mulighed for at gøre det nu større end nogensinde. Takket være AI har vi alle adgang til flere og bedre evner, end nogen tidligere generation har haft. Du kan være med til at udvikle teknologien, bruge den til at skabe forandring eller blive leder i det nye samfund, som teknologien er med til at forme. I denne bog vil jeg opnå to ting. Jeg vil give dig et fundament at stå på, så du kan se ud over de kortsigtede diskussioner om AI og i stedet zoome ud og selv fortolke, hvor vi er på vej hen – og hvor du mener, vi bør være på vej hen. For det andet vil jeg vise dig, hvordan du finder din rolle og bliver pioner i denne nye tid.

For at gøre det har jeg talt med nogle af de klogeste og mest interessante mennesker, der findes.

Som Sasha Stiles. Hun har et perspektiv, man sjældent hører i debatten om AI. Jeg er ikke særlig interesseret i kunst (dagens underdrivelse!), men hendes kunst talte til mig. Så meget, at jeg efter mit interview med Sasha spurgte, om vi måtte bruge hendes kunst som omslag til bogen. Hun har skrevet ettaller og nuller med sin egen håndskrift, og ud over at det er smukt, udgør det en metafor for mit budskab i bogen om at smelte menneske og maskine sammen. Hun kalder det Cursive Binary, og det pryder nu denne bog.

Jeg har også talt med flere verdensførende forskere. Harvard-professoren Steven Pinker diskuterer sprogets betydning for menneskehedens udvikling, mens Oxford-professoren David Deutsch udforsker kunstig generel intelligens. Professor ved University of Toronto Raquel Urtasun deler sin indsigt i selvkørende biler.

To nobelprismodtagere har også bidraget med deres perspektiver: David Baker om AI og proteiner samt Geoffrey Hinton om AI og eksistentielle risici.

Blandt de fremtrædende erhvervsledere er Ericssons administrerende direktør Börje Ekholm, Volvos administrerende direktør Martin Lundstedt, Richard Maltsbarger, der er administrerende direktør for canadiske Pet Valu, og AI-kommissionens formand Carl-Henric Svanberg, som alle fortæller om, hvordan man driver AI-udviklingen i organisationer med titusindvis af medarbejdere.

Dertil kommer en lang række pionerer og andre interessante tænkere. Jonas »Bredbåndsjesus« Birgersson fortæller om, hvordan man bliver pioner i en ny æra. Forskeren Llion Jones, medforfatter til den videnskabelige artikel, der lærte maskiner at forstå menneskeligt sprog. Universalgeniet Nathan Myhrvold med over 900 patenter. Desney Tan, administrerende direktør for Microsoft Research, som råder over et forskningsbudget, der er større end den svenske stats. Nami Zarringhalam, medstifter af Truecaller, der har næsten en halv milliard brugere. TV4's AI-ekspert Paulina Modlitba. Den legendariske Wall Street-investor Jim O'Shaughnessy. Forfatteren og teknologitænkeren Kevin Kelly, medstifter af magasinet Wired. Nicklas Berild Lundblad, senest hos Google DeepMind. Og Babak Parviz, der skabte Google Glass, siden stod i spidsen for Amazons udviklingsafdeling og nu driver en AI-virksomhed. Det var ham, der hjalp mig med at forstå analogien mellem dampmaskinen og AI.

Jeg fortæller også om dem, der gik forud og bragte os derhen, hvor vi er i dag. Hvordan George Boole skabte binær logik, så Alan Turing kunne tegne universelle maskiner, så Claude Shannon kunne skabe den digitale verden, og Fei-Fei Li kunne give maskiner evnen til at se.

De har givet mig tonsvis af indsigter, som jeg efter bedste evne forsøger at formidle til dig som læser. Men jeg vil også præsentere en mangfoldighed af mennesker, som inspirerer mig, og som jeg håber også vil inspirere dig.

Til at hjælpe mig med at skrive har jeg ikke haft én AI, men flere, et lille team. Sammen har vi forsøgt at løse nogle af de problemer, en fagbogsforfatter står over for.

Det første er research. Den overordnede del er ikke så svær og er desuden sjov. Man læser bøger og artikler og ser videoer, understreger og tager noter. Dertil kommer interviews, som er meget givende, så man laver endnu flere! Men bagefter skal det hele transskriberes, hvilket kun er en anelse sjovere end at vente i en telefonkø. Og så kan man ikke finde en skid i den usorterede suppe af researchdokumenter.

AI løser alt dette. Klarer transskriberingerne uden at beklage sig og tryller præcis det frem, man ledte efter. Desuden har Deep Research-funktionen kørt på højtryk. I foråret var det, som om jeg havde en fuldtidsansat researchassistent, og det har sparet mig for mange måneders arbejde.

Et andet problem er feedback. Ret hurtigt bliver man så fortrolig med sin tekst og sine egne tanker, at det bliver stadig sværere at se den fra læserens perspektiv. Jeg har også en tendens til at forelske mig i bestemte dele af teksten, eksempler, som jeg synes er virkelig gode. Det er de måske også, bare ikke til denne bog.

Forlaget har udstyret mig med en forlægger og redaktør, Olle Grundin, som præcist slår ned på netop den slags. Men han insisterer på at have sit eget liv og er ikke sammen med mig døgnet rundt. Det gør EDI-T ikke, og det er navnet på den AI-bogredaktør, jeg har bygget for at have en at sparre med.

Så opstod der straks et nyt problem: Sprogmodellerne er så forbandet høflige. Alt, hvad jeg foreslog, var genialt! Efter et stykke tid fik selv jeg mistanke om, at det ikke passede. Efter at have justeret lidt på den lykkedes det mig at gøre den langt mere kritisk. Nu er den så helvedes ubehagelig, at vi konstant kommer op at skændes. Men den er også rigtig god at sparre med, fordi den hele tiden siger mig imod og samtidig besidder en enorm viden om at skrive bøger. Desuden er den netop min redaktør, tilpasset den bog, jeg skriver.

Du vil møde EDI-T i begyndelsen af hvert kapitel, hvor hun skriver en kort og ofte flabet indledning. (Inspireret af Katrine Kielos' bog Att uppfinna världen.) I et af kapitlerne afslører jeg, hvordan hun fandt på sit eget navn – et navn, der kun kunne findes i mit hoved, men som på en eller anden måde var vandret over i hendes.

Så AI har ikke skrevet for mig, men på forskellige måder forbedret det, jeg har skrevet. Jeg har med andre ord forsøgt at blande min menneskelige intelligens med den kunstige for at frigøre min kreativitet og styrke mine evner.

Det er præcis det, der sker over hele verden lige nu. Millioner af mennesker opdager, at de kan gøre ting, de aldrig kunne før. De fleste ser imidlertid kun delene og overser helheden. Det er de færreste forundt på forhånd at vide, at menneskeheden står over for et historisk skifte. Jeg vil have, at du skal være en af dem, for jeg tror, at du vil gøre verden bedre med den viden. Den femte acceleration er her – og du kan være en af dens pionerer.

/Mathias Sundin